SIGNS OF SAFETY
KURSUS MED HENRIK VESTERHAUGE-PETERSEN
ET PARTNERSKAB OM FORANDRING
Signs of Safety er en innovativ og ressourcebaseret tilgang til arbejdet med udsatte børn og deres familier, baseret på den korttidsterapeutiske tradition. Signs of Safety er en metode til helhedsorienteret og systematisk arbejde med sagen – og til undersøgelse og vurdering af udsatte børns behov for støtte.
Hovedformålet med at anvende Signs of Safety er til enhver tid at skabe sikkerhed for barnet, samt bidrage til, at de professionelle, på trods af sagens kompleksitet, bevarer barnet i centrum og sikrer, at barnet får den hjælp, som det har brug for. Et andet hovedfokus i tilgangen er: ’Hvordan kan den professionelle opbygge et samarbejde og udvikle et partnerskab med forældre og børn i situationer, hvor der er mistanke om eller dokumentation for, at der har fundet overgreb eller omsorgssvigt sted, samtidig med, at der arbejdes med at løse problemerne?’ Det er således et af Signs of Safety-tilgangens overordnede mål at søge at skabe samarbejde og partnerskab med familien om udvikling af løsninger, som skaber sikkerhed og trivsel for barnet.
EN BALANCERET RISIKOVURDERING
Signs of Safety er samtidig et konkret metodisk redskab, der kan anvendes af professionelle til at foretage risikovurderinger i børnesager ved at undersøge såvel risikofaktorer som beskyttelsesfaktorer – fare og sikkerhed – og vurdere, hvordan disse faktorer påvirker barnet. Undersøgelsen omfatter tillige konkrete sikkerhedsfaktorer, som der kan bygges på med henblik på at stabilisere og styrke barnets og familiens situation. Alle tre aspekter er repræsenteret i Signs of Safety skemaet. Det er således en tilgang, hvor undersøgelsen af risikoen for barnet også omfatter en undersøgelse af, hvilke ressourcer og kompetencer, der er i familien og dens netværk, hvad der fungerer på trods af vanskelighederne, samt hvad de enkelte familiemedlemmer gør for at tage hånd om barnet.
Tilgangen er udviklet til de mest alvorlige sager, hvor der er bekymringer for et barns sikkerhed og trivsel. Dog begynder de fleste professionelle implementeringen af Signs of Safety i mindre bekymrende sager for at tilegne sig erfaring og blive fortrolig med metoden, før de anvender den i de alvorlige sager.
Signs of Safety er en praksis, der rummer en række konkrete redskaber til at få et overblik i komplekse sager, og til at foretage en kvalificeret risikovurdering, og endeligt til at udvikle samarbejdet imellem de professionelle og familien og imellem de professionelle. Tilgangen kan anvendes fra sagen startes op, til den afsluttes, og den kan anvendes af de professionelle i alle faserne af arbejdet med sagen. Dette gælder uanset, om de arbejder med myndighedsudøvelse eller familiebehandling.
ARBEJDET MED SIKKERHEDSPLANER
Et stigende antal Signs of Safety praktikere arbejder tillige med sikkerhedsplaner i sager, hvor et barn udsættes for svigt eller overgreb, og hvor planen er et umiddelbart alternativ til anbringelse. Udvikling af sikkerhedsplaner er den sværeste del af arbejdet med udsatte børn og unge. Udgangspunktet for at lave en holdbar sikkerhedsplan er, at de professionelle definerer, hvilke bekymringer, der er for barnet, og hvad de har brug for at se for at vurdere, at der er tilstrækkelig sikkerhed for barnet. Dette skal formidles på en måde, som alle i familien forstår. Disse krav udgør grundlaget for etablering af et samarbejde med familien og dens netværk om udvikling af sikkerhed for barnet. En sikkerhedsplan er familiens og netværkets specifikke regler, aftaler og planer for, hvordan de vil løse de forhold, der giver anledning til bekymringer for barnet, og hvordan de vil skabe sikkerhed for barnet. På kurset introduceres en række ideer og tilgange til udvikling af omhyggelige og holdbare sikkerhedsplaner, der tager udgangspunkt i bekymringerne for barnet.
På kurset introduceres endvidere to enkle redskaber til samarbejdet med barnet; De tre huse samt Ord og billeder.
Formen på kurset er en vekselvirkning mellem oplæg og metodetræningsøvelser, hvor deltagerne arbejder med egne sager. Med udgangspunkt i de konkrete sager arbejdes Signs of Safety processen igennem trin for trin: Fra udvikling af bekymringsgrundlaget i sagen, til formulering af mål for barnets sikkerhed og trivsel og til undersøgelse af, hvad forældrene gør, der bidrager til sikkerhed og trivsel.
På kurset vil deltagerne lære:
-
Hvordan skabe et konstruktivt samarbejde med familien i undersøgelsessager, hvor barnet har behov for særlig støtte?
-
Hvordan kan bekymringerne for barnet udtrykkes i et sprog, der engagerer familien og skaber samarbejde?
-
Hvordan lave en ”balanceret risikobedømmelse”, der involverer såvel ”faresignalerne” som det, der fungerer i familien?
-
Hvordan inddrage og bygge på familiens egne ressourcer og løsningsstrategier?
-
Hvordan opstille konkrete og engagerende målsætninger for arbejdet, herunder planer for barnets sikkerhed og trivsel?
-
Hvordan engagere barnet og bringe barnets stemme i centrum af arbejdet?
Underviser: Henrik Vesterhauge-Petersen, certificeret underviser i Signs of Safety og medforfatter til bogen “Signs of Safety – arbejdet med udsatte børn og deres familier” , Hans Reitzels Forlag 2013
Sted: Centralt i Århus den 17. – 18. april 2023
Solution er den hidtil eneste virksomhed i Danmark som er certificeret af tilgangens udvikler, Andrew Turnell, til undervisning i Signs of Safety,
About Instructor
Henrik
5 Courses
Preview this Course
Not Enrolled
Login
Accessing this course requires a login. Please enter your credentials below!